Udeleg og udetid i dagtilbud

Børn ved et vandhul 2019
Covid-19 betyder mere pædagogisk tid i det fri. Vi samler anbefalinger, aktiviteter og andet her på siden.

Sundhedsstyrelsens retningslinjer om genåbning af dagtilbud betyder at børn og voksne skal opholde sig mere udendørs i mindre grupper. Det kan godt blive lidt af et puslespil at organisere og vi håber at vi kan bidrage til en nemmere hverdag for dagtilbud. Har I tips eller ønsker vil vi meget gerne høre om det mail: skoletj-pederstrup@balk.dk

Herunder vil vi samle tips og idéer til aktiviteter på legeplads og i naturen, hvor der er fokus på mindre grupper uden den store fysiske kontakt børnene imellem.

Der vil både være praktiske erfaringer og links til naturorganisationer med gode anbefalinger og idékataloger.

Sundhedsstyrelsens vejledning kan I finde her https://www.sst.dk/da/Nyheder/2020/Daginstitutioner-de-smaa-skoletrin-og-afgangsklasser-forventes-at-aabne-efter-paaske

7 råd til udeliv i dagtilbud

børn i regntøj ved skovsø

Rådene er udarbejdet efter at myndighederne har anbefalet, at dagtilbud kan starte op efter påske, og at mest muligt undervisning skal ske udendørs.

7 råd til småbørns udeliv.

1) MTV - Mæt, Tør, Varm

For at kunne deltage aktivt i leg, skal de grundlæggende behov være opfyldt. Det gælder ikke mindst udendørs, hvor omgivelserne og vejret er foranderlige og kan distrahere. Hvis man er sulten eller fryser, er det stort set umuligt at deltage i leg. Sørg derfor altid for, at børnene er Mætte, Tørre og Varme. Måske er det nu I skal investere i flere Rullemarie eller gode rygsække så I kan have plads til både mad, vand og materialer med til hele dagen. Bleer og toiletgrej fylder også lidt.

2) Kom godt afsted

Det kan være svært at komme ud af lågen, når børnene ikke må være tæt på hinanden, ikke må være i store grupper med flere pædagoger osv. hvordan er der ro på gruppen langs vejen hvis de helst ikke skal holde i hænder? Man kan give dem ”gå reb”, dvs. mindre reb med en knude i hver ende hvor to børn så holder. Dermed skabes der stadig forbindelse mellem de to gåmakkere men med lidt afstand. Man kan også som i Frankrig bruge et langt reb og så have forskellige piberensere i forskellige farver bundet på. Hvert barn har sin farve piberensere og dermed sted at gå ved rebet. De store snart skolebørn behøver måske slet ikke at holde i noget, de kan som ved luciatid gå flot ved siden af hinanden. Måske har I vurderet at de godt kan holde i hånd og så har vaskeklude klar når i kommer frem til lige at rengøre hænderne. Hvis det kniber med personale, kan I måske gå samlet to grupper ud med lidt afstand i mellem og så aftale hvor langt I går fra hinanden i fx skoven, så I altid kan låne en medarbejder fra den anden gruppe hvis behovet opstår.

3) Vælg et godt sted – med god plads

Når du skal vælge dit sted, så husk at blæst, kulde, varme, regn, kraftig sol og underlaget har stor betydning for hvor længe børnene kan opholde sig der. 
Undgå blæst og for meget direkte sol. Sæt evt. en presenning op for at give ly og skygge. Så behøver I måske ikke at have solcremen så hurtigt fremme. Det kan også hjælpe med at skabe et rum omkring jer, så jeres gruppe føler de hører sammen. Fx ved flere grupper i nærheden af hinanden.
Og så SKAL der være god plads til jer alle sammen, så vi ikke spreder smitten!

4) Udnyt stedet 

Benyt jer af de fysiske rammer når I skal lave aktiviteter. F.eks. til undersøgelser af stedet eller fordybelse under hver sit træ.
Lad læreplanstemaerne Natur, udeliv og science samt sprog og kommunikation være centrum for en undersøgelse af jeres nye læringsrum. Tæl og beskriv hvad i ser omkring jer, hvad er det der identificerer ”jeres sted” for børnene. Gå gerne tilbage til det samme sted flere dage i træk og lad stedet bundfælde sig hos børnene så det bliver deres. Lege fra dagen før kan tages op igen og udvikles i børnenes tempo. At ”besøge et nyt land på kloden hver dag” er voksnes behov (mit i hvert fald ;0), små børn har brug at undersøge samme sted mange gange.

5) ”Den døde mus-pædagogik” 

Uforudsete hændelser er muligheder! Uderum forærer os samtaler og oplevelser, som vi ikke ellers får – og som vi ikke kan komme udenom. Eksemplet består i, at passerer man tilfældigvis en død mus, vil børnene være optaget af det døde dyr. Og før I kan komme videre med det planlagte, så må I få talt ud om den døde mus. Musen var ikke planlagt, men er en oplagt mulighed for en spændende snak.

6) Toiletter og hygiejne 

Undersøg muligheder for toiletbesøg inden turen. Når vi er ude med små børn i længere tid er det ærgerligt at et tiltrængt toilet skal slutte dagen. Og det kan blive til mange skæve løft hvis man laver løftemetoden med skrævede ben. Er det varmt kan barnets benklæder tages helt af og så kan barnet selv sidde på hug. Hvis ikke og I er tæt på væltede træstammer kan de snildt bruges til toilet: lad barnet stå på den ene side af stammen, tag underklæder ned på samme side og lad barnet skubbe numsen bagud over stammen, så den hænger på den anden side af stammen. Nu er der klart til ”toiletting” uden at det kommer på tøjet, da stammen blokerer. Med de mindste og de første par gange kan man holde barnet i hænderne til de selv finder balancen på stammen. Bagefter samles ”toilettingene” samt papir i en pose. Hurtigt bliver det populært at prøve stammetoilettet. Find en stamme der passer til børnenes benlængder, jo mindre ben tyndere stamme. Man kan også lave et transportabelt toilet: Find fx en malerplastpand og lav et 10 cm rundt hul i låget. Når ”toilettet” skal bruges kommes en pose ud over spanden og barnet sætter sig på spanden. Når gjort er gjort så samles posen som en hundepose og tages med til nærmeste skraldespand. Jeg åbner ofte låget og kommer den lukkede brugte pose ned i spanden, så jeg ikke skal have den i min rygsæk. Der kan sagtens ligge et par brugte poser i spanden som så tømmes ved nærmeste lejlighed. Husk toiletpapir, poser og håndvaskeklude samt sprit.

7) Der findes både dårligt vejr og dårlig påklædning 

Ha' tøj på til vejret! HA' – TØJ – PÅ – TIL – VEJRET! Vi kan ikke sige det nok - det kan være altafgørende for, om jeres udedag bliver god. Og det gælder også de voksne:-)

Links til naturaktiviteter for dagtilbud

Ud i naturen. Inspiration til ture i naturen https://udinaturen.dk/

Naturvejleder foreningen.  Tips fra naturglade formidlere med legendarisk ugle-logo http://natur-vejleder.dk/natur-til-alle/natur-paa-egen-haand/

Grønne spirer. Samling af ideer og tips for dagtilbud under friluftsrådet https://groennespirer.dk/

Skoven i skolen. Aktiviteter til storbørnsgrupper, udeskole og undervisning i det fri på tværs af fag. https://www.skoven-i-skolen.dk/

EMU. Tips til genåbning for pædagogisk personale https://emu.dk/dagtilbud/genabning-af-dagtilbud-i-forbindelse-med-covid-19/genabning-af-dagtilbuddene-og

Friluftsrådets akutpulje - søg midler til udendørs aktiviteter i dagtilbud, skoler og fritidsordninger i forbindelse med COVID-19: Friluftsrådets akutpulje

Ballerups Vild Mad kort. Her kan du finde gode sankesteder og selv bidrage med dine bedste steder at samle vilde spiselige planter. https://bib.ballerup.dk/nyheder/makerspace/find-vild-mad-i-ballerup-kommune

Naturområder til udeleg

Egebjergene

 

På Ballerup kommunes hjemmeside kan du læse om 12 naturområder, som I kan besøge og bruge til udeundervisning.

Du kan også hente en folder med beskrivelser, kort og faciliteter i de 12 områder.