Mette Mål optræder ved Verdensmålsdagen i Ballerup med et quiz-show

Verdensmålsdag i Ballerup 2021

Skoletjenesten Pederstrup havde hyret Mette Mål og Præmie Preben til Verdensmålsdag i Ballerup

Har du styr på FN's 17 verdensmål? Har eleverne? Måske kan de godt blive håndgribelige og mere tydelige for alle.

Derfor var der 20. august Verdensmålsdag i Ballerup, hvor forskellige dele af Ballerup Kommune, foreninger og virksomheder satte fokus på de 17 verdensmål. Fra kl. 10-13 var skolerne inviteret til, at gå på opdagelse i målene og arbejdet med dem.
Skoletjenesten Pederstrup havde til dagen engageret sig med det stærke værts par Mette Mål og Præmie Preben (begge kendte), der tog lidt over 100 elever med til en stor quiz om de 17 verdensmål.

Gennem quizzen blev eleverne testet i paratviden om bl.a. klima, jordens befolkning, Danmarks historie og Ballerup Kommunes indsats indenfor de 17 mål. Der blev afviklet fem indledende runder med fem klasser, og fra hver klasse gik det vindende hold direkte i den store finale. 

Vindere af finalen blev 5.e fra Måløvhøj Skole afd. Østerhøj, der kunne inviterer hele klassen med en tur i FORMAT Bio i Ballerup. Præmien blev overrakt af borgmester Jesper Würzen, der også takkede eleverne for deres engagement og deltagelse.

I alt deltog mellem 250 og 300 elever i verdensmålsdagen, der var arrangeret af Ballerup Kommune. 

Tak til Pædagogisk Center for praktisk hjælp op til dagen, og tak til Ungdomskulturhuset Vognporten for lån af røg- og sæbeboblemaskine på dagen.

Foto: Bo Helsted, Ballerup Kommune.

Seneste nyheder